På skovtur i Prey Lang

Henover sidste weekend tog vi nordpå! Destinationen var Prey Lang - den største skov i Cambodja. Den er truet af illegal skovhugst, og Danmission tager gennem nogle partnerorganisationer del i arbejdet med at beskytte skoven. Dem var vi oppe at besøge, og vi fik lov til at møde og snakke med en masse mennesker, der på den ene eller den anden måde var involveret i det arbejde. Vi var nemlig sendt af sted med to formål: At opleve skoven og de mennesker, der kæmper for den og så at lave interviews og indsamle materiale til Danmission. Det gav en masse spændende indtryk, som vi vil prøve at give videre her!

Der er nu noget over den landlige idyl her i den dovne solopgang over rismarkerne uden for Preah Sdach.

En blandet flok på tur

I lørdags tidligt om morgenen stod vi op, lidt før solen endnu havde listet sig op over den flade horisontlinje for at kaste et uklart lys over Preah Sdach, som stadig var indhyllet i morgendisen. Vi hoppede på en taxa til hovedstaden, hvor vi mødtes med vores arrangører fra Danmission og Peace Bridge Organisation, vores tolk, to danskere, som arbejder med undervisningsmateriale til folkeskoler omkring FN's 17 verdensmål og så en amerikansk volontør, der alligevel skulle samme vej. Den hvide minivan blev hurtigt fyldt op af folk med forskellige formål, men kursen var den samme - nordpå til Prey Lang for at opleve skoven og de mennesker, der beskytter den.

Opad dagen ankom vi til Kampong Thom, som ligger et stykke fra skoven, hvor vores to volontørkollegaer Emilie og Sarah stødte til. Her mødtes vi med nogle folk fra Peace Bridge Organisation, og vi fik stillet dem en række spørgsmål omkring deres arbejde, men efter det korte møde stod den mest på afslapning efter en lang rejsedag. Det gav bl.a. mulighed for at prøve kræfter med den lokale delikatesse friturestegt fugleedderkop, som krævede lidt overvindelse - og ikke nødvendigvis en gentagelse...

De smagte mest at hvidløg, men appetitlige kommer de nu aldrig til at se ud.

Den første aften så vi flagermusene stå op i solnedgangen over Kampong Thom.

På skovtur

Tidligt næste morgen gik turen længere nordpå, og nu stod den rigtigt på skovtur. I en lille landsby tæt på skoven holdt en af de efterhånden velkendte tohjulede minitraktorer, som ses overalt ude på landet og mest kan sammenlignes med en motoriseret okse, med en primitiv vogn bagpå. Komforten i vores nedkølede minivan blev altså skiftet ud med hårde planker med ømme kroppe som resultat, men med det udfordrende terræn, der lå foran, var det den eneste måde at transportere 10 mennesker ind i skoven. Gennem tæt skov over adskillige bump og huller gik det i et adstadigt tempo gennem udkanten af skoven, som blev tættere og tættere. Efter en god times tid ankom vi til en lille lysning med nogle få plankehytter, hvor en gruppe på ca. 10 skovaktivister ventede os. Vi 4 volontører fik lov til at snakke med 5 af aktivisterne, og vi fik et interessant indblik i deres forhold til skoven.

Skovaktivist - hvorfor?

Miljøaktivister, som vi kender dem herhjemme, taler ofte om klimaforandringer med vidtrækkende men uoverskuelige konsekvenser, som kan være svære at forholde sig til i dagligdagen. Vi mærker ikke umiddelbart konsekvenserne af, om naboen kører i en lille elbil eller en stor benzinsluger. For aktivisterne i Prey Lang Community Network, som bl.a. støttes af Danmission, er kampen for miljøet dog anerledes tæt på hverdagen. De mennesker, som kæmper for skoven ved f.eks. at patruljere og stoppe illegale skovhuggere eller at plante nye træer, kæmper for deres og ikke mindst deres familiers levebrød. Aktivisterne er afhængige af skoven og har været det i mange år. De bruger skovens ressourcer til at bygge huse, de udvinder harpiks og olie af træerne, som de kan leve af at sælge, og skoven er på den måde en integreret del af deres måde at leve på. Det er en levemåde, der bliver udfordret, når der bliver drevet illegal skovhugst, for her bliver der ikke taget hensyn til de lokale og deres behov, men til gengæld vægter de penge, som venter ved eksport af ædeltræet, højt. Det er ikke kun illegal eksport af ædeltræ, der udfordrer skoven, for den er også truet af private, der for at udvide deres landbrugsareal rydder områder af skoven. Skoven er altså konfliktfyldt område på grund af de mange modstridende interesser. Derfor er det heller ikke risikofrit, når aktivisterne kæmper for deres skov, og det kræver, at aktivisterne kan håndtere de situationer, de kommer ud for.

Vi fik lov til at stille en lille gruppe af aktivister en masse spørgsmål om deres arbejde.

Her udvinder de olie af træerne ved først at sætte ild til det kortvarigt for at løsne noget af den olie, som træet afgiver. Olien er dyr og er en del af deres levebrød.

Inde i træet danner der sig en lille pøl af olie, når branden slukkes. Om en uge kommer de igen og gentager processen.

Peace Bridge Organisation er massivt til stede i Prey Lang og spiller en stor rolle i skovbevarelsen. De fem aktivister, vi snakkede med i søndags, havde da også allesammen deltaget i nogle af organisationens kurser om konflikthåndtering. Gennem disse kurser havde de efter eget udsagn lært, hvordan man håndterer de konflikter, som uundgåeligt vil opstå, når en aktivist for at forsvare sit levebrød konfronterer en illegal skovhugger, der på ulovlig vis kæmper for sit eget. De fortalte om, hvordan mange af de illegale skovhuggere, de møder, når de patruljerer, kommer fra pressede situationer og f.eks. på grund af fattigdom og gæld ser skovhugst som en mulig vej ud af en svær tilværelse.

Det med at sætte sig ind i sin modparts situation er noget, aktivisterne lærer af deres træning som "peace builders". Når de konfronterer illegale skovhuggere foregår det med ord og ikke med vold, og målet er at få dem til at underskrive en kontrakt om ikke at drive skovhugst fremover. På denne måde arbejder Peace Bridge Organisation med at få løst konflikterne i skoven bedst muligt.

Der er dog ikke kun brug for konflikthåndtering, når aktivisterne møder skovhuggerne, men de skovbeskyttere, vi snakkede med, kunne også fortælle om konflikter i hjemmene pga. deres aktivitet i skoven. Alle fem havde en dagligdag som landmænd, og i fattige hjem, hvor indkomsten hviler på arbejdet i rismarkerne, så er det belastende for en familie, når manden en gang om måneden tager på patrulje. Derfor har flere af skovbeskytterne også konflikter at håndtere i hjemmet, men også disse problematikker bliver de udrustet til at håndtere gennem "peace building"-kurser. 

Så sent om i januar blev tre skovpatruljemedlemmer dræbt i en anden provins i Cambodja. Flere skovaktivister er blevet overfaldet pga. deres aktiviteter, og der er på mange måder gode grunde til lukke øjnene og ikke involvere sig i at beskytte Prey Lang. Alligevel gør de det, og dem vi snakkede med, var ikke bange. De løber gerne en risiko ved at tage på patruljer i skoven med visheden om, at det kan give spændinger i hjemmene, at de tager af sted. På sin vis giver det også mening, for hvor vi i Danmark tit er vant til at miljøkampen er frivilligt valg, så er det ofte en nødvendighed for de mennesker, som bor i og omkring Prey Lang.

Det var en god flok, der var taget ud i skoven for at tage imod os.

Skovbeskyttelse er altså ikke bare for sjov, men ikke desto mindre, så var vores besøg i skoven mere end bare alvorlige snakke, og der var også plads til et fællesmåltid med aktivisterne, og så fortsatte vore erfaringer med fugleedderkopper - denne gang på levende form.

Ikke nok med at de svarede på vores spørgsmål, men de lavede også mad til os, da vi kom!

Også i skoven er der fugleedderkopper. Jonatans ansigtsudtryk siger vist nok om situationen...

På landsbybesøg

Vores tur fortsatte, og næste dag fik vi om formiddagen mulighed for at tage på landsbybesøg med den ene af dem, der havde arrangeret vores tur, og så vores tolk, der gjorde, at vi pludselig kunne snakke med alle og enhver! Her i landsbyen var der stille, for langt de fleste er ude at arbejde i markerne sådan en formiddag, men det lykkedes os alligevel at møde nogle mennesker, og vi blev budt indenfor (det vil sige ind i skyggen under husene, der står på høje stolper) i hjemmene hos nogle af dem, der var involveret i kampen om skoven. Det var interessant at møde dem i hjemmene og se, hvad de egentlig kommer fra og få nogle af deres historier. Det er altid noget af det mest interessante som volontør fra Danmark at komme ud på folks egen hjemmebane. Det giver en meget bedre forståelse af, hvem de egentlig er.

I landsbyen mødte vi denne unge mand, der ud over at forsørge sin familie også arbejder for at beskytte skoven. Han fortalte om vigtigheden af arbejdet, men også om de konflikter det kan give i familien, når han tager på patrulje en gang om måneden.

Vi mødte også denne kvinde, hvis mand er skovaktivist. Hun forklarede, at det er med blandede følelser, hun lader sin mand tage på patrulje, for hun ved, hvor vigtigt skovbeskyttelsen er. Alligevel kan hun godt blive vred de gange, hvor hendes overskud svigter, og der er travlt i hjemmet.

Selvom vi har været i landet i to en halv måned nu, så bliver vores tilværelse derhjemme stadig sat i perspektiv, hvor vi går, som her, hvor tre små børn står for at flytte familiens køer og vandbøfler fra det ene sted til det andet - en mandag formiddag, hvor de sandsynligvis burde have været i skole.

En kirke, der gør en forskel

Formiddag blev til middag, og vi tog ud til en kirke en times tid fra skoven. Her blev vi mødt af en flok kirkemedlemmer, der på hver deres måde brænder for at gøre en forskel i deres lokalsamfund. Nogle var søndagsskolelærere, én var præst, nogle arbejdede frivilligt med at undervise børn i basale ting som hygiejne og miljø, og det gik op for os, at her var tale om en kirke med en enorm aktivitet på mange forskellige fronter i samfundet. En af de ting, de var særligt bevidste om, var det ansvar, de som kristne har overfor miljøet. De skovaktivister, vi hidtil havde mødt, kæmper for deres eget levebrød, når de kæmper for skoven - det er en nødvendighed for dem. I kirken her er arbejdet for miljøet dog også motiveret på en anden måde, for som et af medlemmerne i kirken Khai Ra forklarede, så er det Gud, der har skabt naturen og det er mennesket, der skal passe på den. Præsten Khai Thea og en en anden af mændene stemte i og forklarede, at vi som forvaltere af Guds skaberværk har et ansvar for både vores medmennesker og vores miljø - to ting, der hænger uløseligt sammen. Det handler altså mindre om, hvad der er nødvendigt for os at gøre for at opretholde vores egen levestandard, men om at vi som kristne har et særligt ansvar, der også indebærer at passe på miljøet, som er en del af den verden, Gud har sat os til at forvalte. Derfor giver det mening, når menigheden her arbejder med alt lige fra at hjælpe folk i økonomiske vanskeligheder til at tage børn med ud at samle skrald og plante træer for at lære dem om, at de skal gribe ind overfor miljøet.

Vi mødte en flok kirkemedlemmer, der entusiastisk tager ansvar i deres samfund.

Khai Ra

Det var tydeligt, at ansvaret som kristen var noget, der betød meget for de fem kirkemedlemmer, vi snakkede med, og de giver gerne denne opfattelse videre. Feks. tager Khai Ra ud på landet og underviser børn i hygiejne, men samtidig benytter hun lejligheden til at forklare dem, at det er Gud, der skabte træerne og os, der skal passe på dem samtidig med, at hun gerne deler et bibelvers, hvor hun kan komme til det. Det gør indtryk at møde mennesker som Khai Ra, der brænder sådan for deres sag og det til trods for, at det ikke altid har været en selvfølge for hende. Det er nemlig ikke mere end syv år siden, Khai Ra blev kristen efter at være blevet slæbt med i kirke af en ven, og det er ikke uden omkostninger, sådan at konvertere til kristendommen, når man kommer fra en buddhistisk familie. Flere familiemedlemmer vendte hende ryggen i starten, men som hun selv sagde, så er det "nemmere nu, hvor hendes forældre ikke lever mere." Siden da har hun bl.a. med træning fra Peace Bridge Organisation formået at skabe kontakt til hendes søskende igen, hvoraf to andre nu er blevet kristne. For Khai Ra har det altså ikke været problemfrit at følge Jesus, men det har ikke stoppet hende i at følge det ansvar, hun som kristen tror på, hun har.

Khai Ra er ét af de mange mennesker, der har gjort indtryk på vores tur.

På lejr i skoven

Efter vores kirkebesøg stod den på flere bumlede landevejskilometer i den behageligt nedkølede minivan, og sidst på eftermiddagen nåede vi frem til vores sidste overnatningssted. Hotelværelser med aircondition og madrasser var nu skiftet ud med tropeskov og hængekøjer. Vi skulle overnatte sammen med en flok på 60-70 skovaktivister fra Prey Lang Community Network, der havde en sjælden samling for nogle af deres medlemmer i udkanten af skoven. Stedet mindede mest af alt om en lejrplads med nogle hytter rundt omkring, og flere steder blandt træerne var der halvtag af blik, hvorunder vi fik lov at hænge vores hængekøjer op. Her var tydeligt højt humør blandt aktivisterne, og vi fik prøvet kræfter med at overnatte, som de selv gør, når de er på patrulje. 

Efter en varm nat i skoven, hvor vi næppe nåede ned i den helt dybe søvn, pakkede vi sammen igen - en oplevelse rigere. Vores skovtur var nu ved at være slut, og op ad formiddagen var det seks trætte danskere, der i den hvide minivan satte kursen sydpå igen. En tur med en masse nye oplevelser og menneskemøder, der har gjort indtryk, var ved at være forbi.

Den sidste aften i skoven var der lejrstemning, før vi vendte snuderne mod hængekøjerne.

Jakob passer kun lige i sådan en hængekøje, men var nu meget tilfreds med situationen her om morgenen.

Vi nåede lige at få en tur i trætoppene, før vi satte kursen sydpå igen.

Sidste tid i Preah Sdach

Nu er vi kommet hjem til Preah Sdach, og hverdagen er allerede godt i gang igen. Vi har taget hul på vores allersidste tid herude, og det begynder at sætte de hverdage, som efterhånden bare flyver af sted, i perspektiv. Der er dog stadig ting at se frem til herude som f.eks. på mandag, hvor vi får besøg af vores volontørkollegaer Emilie og Sarah, der skal dele den sidste uge med os herude ude på landet. Det ser vi frem til!

Tak fordi, I læser med!