(Ud)dannelse i Cambodja

I går aftes havde vi vores sidste engelsktime her på stedet. Det er lidt underligt, at være færdig med vores primære opgave hernede, og det tydeliggør kendsgerningen, at vi forlader kirken for sidste gang tidligt mandag morgen... Ikke desto mindre fik vi sluttet undervisningen af i højt humør med lege og sange, og på den måde fik vi opsummeret emner om farver, kropsdele, bevægelser, tidspunkter på dagen og mere. Vi har været langt omkring, og det har været lærerigt - forhåbentlig også for eleverne! Læring er nemlig vejen frem her i Cambodja, så her kommer et blogindlæg om uddannelse i Cambodja.

Klasseværelserne er simple, men funktionelle. Øverst på væggene er der huller til udluftning, så temperaturen ikke kommer alt for langt over de 30 grader...

En anderledes skole

På mange åbenlyse måder er den cambodjanske skole anderledes end den danske. Når eleverne her tidligt om morgenen begiver sig af sted mod en af byens to skoler, så er de velklædte i den obligatoriske skoleuniform, og over skulderen har de en skoletaske, der næppe er fyldt helt op. Den skal nemlig kun indeholde kuglepen, et par bøger og så måske en lille håndholdt blæser, som nogle elever bruger for at gøre varmen i klasselokalet mere udholdelig. Klasserne er også anderledes, for her overstiger elevtallet gerne 50 i en enkelt klasse, og hvor de store klasser i Danmark tit bliver sendt ud på de til formålet designede gruppearbejdspladser, så foregår hele skoledagen her i samme lokale på de hårde, simple møbler af metal og træ. På mange måder virker det for to unge danskere som os som at gå et halvt århundrede tilbage i den danske skolehistorie, men til gengæld er der ingen computerskærme at gemme sig bagved, når eleverne egentlig hellere vil på Facebook. På godt og ondt virker det som en mere simpel skolegang.

Over tavlen hænger et obligatorisk billede af de kongelige. Det gør der i alle officielle sammenhænge.

En af bygningerne på Japanese-Cambodian Friendship Middle and High School. Det er den ene af de to skoler, kollegiets elever går på.

Selvom klasselokalerne er godt fyldte, så er der stadig den dag i dag mange cambodjanere, som ikke fuldfører hele skolesystemet. Det kan der være forskellige grunde til, men en typisk grund er, at det på kort sigt bedre kan betale sig for en familie at have to ekstra hænder i rismarken end hænder, der er optaget af pen og papir. En anden grund er skolemangel. Eleverne, der bor her på kollegiet, bor her ikke bare for at komme væk hjemmefra og for at bo sammen med jævnaldrene af lyst. De er her fordi, deres hjem ligger for langt fra den nærmeste skole, og derfor er det nogle gange på trods af hjemve og den økonomiske udfordring, opholdet er for mange, at eleverne bor her på kollegiet - det er simpelthen deres mulighed for at fuldføre skolen.

Man er velklædt, når man går i skole i Cambodja! Skoleuniformen er dog en økonomisk udfordring for mange.

Vores karriere som skolelærere 

Da vi kom her for halvanden måned siden, fortalte præsten os, at vi skulle prøve at træne elevernes evne til at lytte og snakke, for, som han sagde, får de ikke lov til at snakke engelsk i skolen. De får end ikke lov til at høre sproget, for engelsklærerne taler som oftest ikke engelsk selv, og på den måde bliver det et teoretisk fag for alt for mange. Mange af de universitetsstuderende, vi har mødt, har da også svært ved at føre en samtale på engelsk, for det med at bruge sproget i praksis er fremmed for mange - og det er selvom deres fag er engelsk! Der er dog også nok teori at tage fat på for eleverne. F.eks. er det en forudsætning, at eleverne lærer det latinske alfabet, som ligger milevidt fra de tegn, khmerfolket bruger. De har selv et "alfabet" på over 50 forskellige tegn, der er endnu sværere at tyde end de lyde, de repræsenterer. Sproget engelsk er altså et hav af nye tegn og lyde, som ligger så fjernt, man kunne forestille sig, fra det khmer, eleverne kender på forhånd. 

Vi har dog som uerfarne lærere prøvet at lægge fokus helt anderledes, end det er kutyme her i landet, og ved at synge, læse højt, lave små dialoger og derudover bare snakke en masse engelsk til dem (vi kan altså ikke khmer), har vi prøvet at bidrage med noget, eleverne ikke får i skolen. Det virker uvant for de fleste selv at skulle sige noget på engelsk, for siden vi kom, har vi f.eks. skulle bruge en del kræfter på at lære dem at række hånden op, når vi spurgte om noget. Det overraskede os, men fik os til at overveje, at de måske slet ikke er vant til at blive stillet spørgsmål af deres lærere i deres kæmpeklasser. Ikke desto mindre er det lykkedes os at få eleverne her til at sige noget, og det har været utroligt opmuntrende at blive mødt af storsmilende og stolte børn, der ud af ingenting har spurgt ind til, om vi f.eks. er sultne - ikke af ren interesse, men simpelthen fordi, de lige havde lært at stille det spørgsmål i den foregående lektion. Oplevelser som disse får det til at give mening at have været her, og når eleverne også jævnligt anbefaler præsten, at vi skal synge det engelske bordvers, de har lært, og resten af dagen nynner det i brudstykker, så er noget af vores undervisning da lykkedes!

Det er et opmærksomt elevhold, vi har fået lov til at undervise!

"Changing the mind of the Cambodian people"

En ting, vi har hørt præsten sige mange gange i vores talrige gode snakke, er hans vision om "changing the mind of the Cambodian people" - at ændre sindet hos det cambodjanske folk. Ifølge ham selv er det noget af det første, han tænker, når han står op om morgenen, og det kommer til udtryk på flere måder. Han brænder først og fremmest for, at folk skal lære Jesus at kende og gennemgå den forandring, det medfører, men der er også andre ting, der skal ændres i cambodjanernes sind, hvis man spørger ham. Han fortæller ofte, hvordan mange elever kommer fra fattige landsbyer (som ham selv), og aldrig er blevet præsenteret for en tilværelse, der kunne være anderledes end den, de kender i forvejen. De kender ikke til andet end fattigdom, arbejde i rismarkerne eller politisk uretfærdighed, og hvis de forhold skal ændres, og det skal de ifølge præsten, så kræver det, at den unge generation i Cambodja bliver præsenteret for en større verden. Bl.a. derfor er det vigtig for ham, at Abundant Life Church har kontakt til fremmede, for han vil vise eleverne og folk i kirken, at vi kan lære af hinanden, og at tilværelsen kan være anderledes end den, de kender fra deres hytter ude blandt rismarkerne. Det handler om at opsøge viden, snakke med fremmede mennesker og i det hele taget at udvide horisonten. Dét er en forudsætning for "changing the mind", og lige præcis dét er, hvad uddannelse handler om. 

Præsten og søndagsskolelæreren bruger derfor også tid på at snakke med eleverne om, hvor vigtig deres skolegang er. De opmuntrer dem til at arbejde seriøst med deres ting, og når vi ser eleverne sidde at læse lektier med stor entusiasme hver aften, ser det ud som om, noget er lykkedes. De ved godt, at uddannelse er vejen frem. Særligt er der her på stedet fokus på engelsk, og det er derfor, vi er her. Engelsksproget er for cambodjanerne en vigtig kanal til netop at udvide horisonten og åbne for en større verden. Det har Reaks Mey, som er en af de ældste elever, taget til sig. Hun vil studere til engelskoversætter, når hun er færdig med det, der svarer til gymnasiet. Det, der driver hende, er muligheden for at snakke med fremmede mennesker fra overalt i verden, og på den måde kan sproget blive en hjælp til at åbne verden.

Forandring eller passivitet?

Det er dog ikke uden udfordringer sådan at udvide sin horisont gennem uddannelse, for selvom tingene - i hvert fald her i kirken - giver håb om en bedre fremtid for mange, så ligger Cambodja stadig under for en masse traditioner, der ikke ligefrem lægger op til den store forandring i cambodjanernes sind. Bl.a. bærer landet på en litteraturarv, som ikke ligefrem opmuntrer til at skabe forandring. I mange traditionelle khmer-fortællinger bliver det straffet hårdt, når nogen søger at gå egne veje i stedet for at følge de normer, der er sat for dem. En ung cambodjaner Thavry Thon, der har fået succes som forfatter gennem rejser og uddannelse beskriver i sin bog "A Proper Woman", hvordan den traditionelle cambodjanske litteratur afspejler en kultur om, at unge mennesker ikke bør tro på sig selv og skabe forandring. Derimod skal de opdrages til at tage til takke med den tilværelse, de nu engang har. Måske har Thavry Thon fat i noget, for så sent som i går aftes sad Reaks Mey under lysstofrørets skær i køkkenet og bekræftede, at denne tankegang findes. Hun havde en dag i skolen fortalt sin lærer om sine oversætterdrømme, og at hun håber på en dag at få muligheden for at rejse langt væk for at se verden - måske til Danmark! Til det havde læreren tørt svaret, at den dag aldrig ville komme.

Reaks Mey fik af sin lærer at vide, at den dag, hvor hun rejser langt væk, aldrig kommer.

Det er altså ikke lige til højrebenet sådan at ændre cambodjanernes sind, når kulturen lærer dem, at det modsatte er bedst. Ikke desto mindre er det det, præsten arbejder for her på kollegiet, og vi tror, det er et arbejde, der er nødvendigt. Faktisk har vi taget idéen om at udvide deres horisont til os, så da vi for et par uger siden kom forbi Phnom Penh, fik vi af Danmission mulighed for at købe en lille stak bøger, som eleverne frit kan tage frem og læse i, når de har lektielæsning om aftenen. Vi fandt en fransk organisation, der arbejder målrettet med at udbrede litteratur på khmer med det formål at skabe en lyst til at læse hos cambodjanske børn og derved udvide deres horisont. Sådan nogle organisationer er der brug for i et land, hvor endnu kun to af Harry Potter-bøgerne er oversat til khmer! Vi fyldte en indkøbspose hos den franske organisations boghandel, og da vi kom hjem og præsenterede eleverne for de bøger, vi havde købt, var begejstringen overvældende. Der var rift om bøgerne, og snart var stakken af bøger fordelt på børnenes hænder, der sad på hver deres stol og læste i de helt nye bøger. Nu kan eleverne her læse om alt fra naturen i Cambodja, og hvorfor man skal passe på den, til Pippi Langstrømpe - på khmer vel at mærke!

Srey Nout og Saree har givet sig i kast med de nye bøger, men har overskud til at smile til kameraet.

Tod Nha er dog for optaget af sine lektier til at smile...

Vi håber, vi har kunnet bidrage bare en smule til det, som præsten brænder for: At ændre elevernes sind og åbne deres verden. Ved at give dem en stak bøger og undervise dem i engelsk i to måneder har vi ikke ændret deres sind, men vi har forhåbentlig gjort en lille forskel i den rigtige retning. For vi er overbeviste om, at det er den rigtige retning, når den cambodjanske ungdom udvider deres horisont og drømmer om en fremtid, hvor de kan gøre en forskel for sig selv og for andre!