Rejseforberedelser

48 timer til afgang!

Om 48 timer har vi forhåbentlig sat os godt til rette i flyveren. På søndag letter vi fra Kastrup Lufthavn, og kun afbrudt af en hurtig mellemlanding i Qatar går turen direkte mod hovedstaden i Cambodja - Phnom Penh. Her bliver vi modtaget af missionærparret fra Danmission - Annemette og Ernst Jürgensen - der sørger for, at vi falder på plads og bliver sat ind i Cambodjas kultur.

Rejseforberedelser

"Er I nu klar til at rejse?" Sådan er vi oftere og oftere blevet spurgt i det sidste stykke tid. Sandheden er, at vi nok kan svare meget bedre på det spørgsmål i næste uge, men ikke desto mindre så har vi forberedt os en masse - og vi er ikke mindst blevet forberedt!

Introkursus hos Danmission

For godt et par uger siden var vi i Hellerup hos Danmissions hovedkvarter. I løbet af tre tætpakkede dage blev vi sammen ved tre andre provstivolontører og fire globale fortællere klædt godt på til de oplevelser, vi får, henover de næste måneder. Vi er blevet sat grundigt ind i hvad Danmission egentlig er, vi har snakket med tidligere volontører og missionærer, der alle havde værdifulde erfaringer at dele med os, og så er vi ikke mindst blevet undervist i, hvad vores rolle er, når vi er udsendt. 

Når vi til vinter vender hjem til Danmark, så venter der tre måneder med foredrag for konfirmander, foreninger, klubber, sognemøder og så videre! Ud over at vi selvfølgelig skal bidrage med bl.a. engelskundervisning i Cambodja samtidig med, at vi selv får en på opleveren, så er det ikke mindst vigtigt at få formidlet vores oplevelser videre hjem til Danmark. Det ligger egentlig i navnet på projektet "Kirke til kirke" - vi er på udveksling mellem kirker for at være hinanden til gavn og gensidig inspiration, for i virkeligheden er vi alle en del af den sammen kirke, når vi følger Jesus. Netop derfor er formidlingen så vigtig en del af vores udsendelse, for det er med den, at vi kan være med til at skabe en kontakt mellem kirken i hhv. Cambodja og Danmark. Derfor var der fra Danmissions side stor fokus på denne del af vores rolle, og vi blev udrustet med idéer til, hvordan vi skal fortælle for alt fra konfirmander til ældre, hvilke fortællinger der er vigtige at have med hjem og ikke mindst, hvordan vi gør det.

9 volontører for Danmission

Som nævnt, var vi ikke de eneste på kurset i Hellerup. Vi havde fornøjelsen af at være i selskab med syv andre unge, der ligesom os rejser ud med Danmission. I løbet af kurset boede vi sammen, lavede mad sammen og lærte hinanden at kende. Det var enormt givende at tilbringe tid sammen med andre, som var "i samme båd" som os. Der blev sparret, udvekslet bekymringer og delt forventninger! Her fik vi også stiftet bekendtskab med Sara og Emilie, som også rejser til Cambodja med Danmission. Selvom vi for det meste skal bo forskellige steder i Cambodja, så kommer vi flere gange til at have noget med hinanden at gøre. Det glæder vi os til! 


Nu vil vi bare gerne af sted!

Der er altså sket meget, og vi føler, at vi er blevet klædt godt på til vores rejse! ...Men inden vi letter, får vi forhåbentlig styr på al pakkeriet! Der skal vaskes tøj, laves lister, købes piller for både den ene og den anden slags maveonde for i sidste ende bare at forkorte den liste af ting, vi gerne ville have haft med, når vi står dernede i varmen i næste uge.

Midt i det hele glæder vi os bare til at komme af sted. Vi nærmer os det punkt, hvor planlægningen langt om længe bliver afløst af rejse!

Kommentarer

  1. Hej Jakob og Jonatan.
    Hvor er det spændende at læse om jeres tanker og oplevelser indtil nu. Vi glæder os rigtig meget til at følge med her på jeres blog. Så få dage, og så har I allerede oplevet SÅ meget - og det er helt fantastisk, at I deler det med alle os, der gerne vil kigge med.
    Stor hilsen her fra DK, hvor temperaturen i går sneg sig op på 24 grader her i Midtjylland :)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag