Velkommen til vores blog!


Velkommen til vores blog: Jonatan og Jakob i Cambodja!

Søndag den 2. september tager vi flyveren mod Cambodja, hvor vi skal tilbringe tre måneder som volontører for Danmission udsendt i samarbejde med projektet Fra kirke til kirke - og vi glæder os!

Danmission arbejder i Cambodja med kirkeudvikling, fattigdomsbekæmpelse og dialogarbejde i et land præget af en hård fortid, der har sat sig dybe spor i befolkningen. Kirken i Cambodja er både lille og ung og adskiller sig enormt fra den kirke, vi kender herhjemme.

Vi skal bo hos en af Danmissions partnerkirker i provinsen Preah Sdach, hvor vi primært skal tilbyde engelskundervisning for de lokale børn, men vi skal også hjælpe præsten og søndagsskolelæreren i kirken. Vi skal generelt være med der, hvor det er muligt og der, hvor det giver mening. Desuden skal vi indimellem til hovedstaden Phnom Penh, hvor vi skal opleve Danmissions arbejde på tæt hold.

Formålet med turen er, at vi skal bidrage med noget under vores ophold, men ikke mindst er det os, der skal lære noget! Vi skal suge indtryk ud af den cambodjanske kultur, deres måde at være kirke på - ja, den cambodjanske måde at leve på! Det er et, vi glæder os allermest til, og vi håber, vi kan formidle bare en brøkdel af vores oplevelser videre hjemme i Danmark. I er i hvert fald meget velkomne til at følge med her på bloggen!

Hvem er vi?

Jakob Kjær Nielsen
Jeg er 20 år og bor i Snejbjerg. Jeg har gået på Sydvestjyllands Efterskole i 2 år, inden jeg begyndte på Herning Gymnasium, som jeg dimitterede fra til i sommers. På gymnasiet var jeg med i KFS-udvalget, og i min fritid er jeg ellers aktiv i Herning IMU. Jeg glæder mig at blive fyldt op af anderledes oplevelser end dem, der fylder min hverdag. Især glæder jegmig til mødet med den cambodjanske kultur.

Jonatan Lippert Bjørn
Jeg er 20 år gammel, bor i Grønbæk nær Ans, og så har jeg ellers brugt de sidste tre år på musiklinjen på Silkeborg Gymnasium, hvilket jeg har nydt i stor stil! Ved siden af skolen har jeg brugt min energi i forskellige kristne sammenhænge som KFS og IMU, og så spiller jeg musik, hvor lejligheden byder sig i alt fra big band til lovsangsband. Jeg er helt vild med at lave og skabe ting, der giver mening og
har indhold, sammen med andre mennesker. Netop dét og meget mere glæder jeg mig til ved at rejse til Cambodja!
Jonatan (tv.) og Jakob (th.)

Læs mere om Kirke til kirke:
http://kirketilkirke.dk/

Læs mere om Danmission:
https://danmission.dk/

Kommentarer

Populære opslag