En gudstjeneste i Abundant Life Church

Nu er det jo egentlig en kirke, vi bor hos, og selvom stedet her har mange forskellige aktiviteter, så er gudstjenesten søndag efter søndag en temmelig vigtig del af det at være kirke. Det kommer der lidt om her!

Det er som regel en overskuelig flok, der samles til gudstjeneste, men entusiasme og fællesskab mangler der ikke - det mærker man bl.a. i salmesangen!

Overraskende lidt overraskelse

Hvad vi egentlig havde forventet af gudstjenesten her i Abundant Life Church er nok svært at sige, men da vi for første gang satte os til rette i de røde plastikstole for nu over en måned siden, følte vi os ret godt hjemme i situationen - og nok lidt mere hjemme, end vi egentlig havde troet, vi ville gøre.
Til at starte med er der dog en del åbenlyse forskelle på en normal folkekirkegudstjeneste i Danmark og gudstjenesten her. Der er ingen hvidkalkede middelalderbygninger, træbænkene med fine udskæringer er skiftet ud med røde plastikstole, og klokkeringning er der ikke noget af - det sidste måske fordi folk alligevel ikke ville have indfundet sig på pladserne på slaget 8.30, selvom der skulle være kirkeklokker til at holde styr på tiden... 
Selvom klokken når at passere 8.30, så kommer gudstjenesten dog altid igang, og her kommer de genkendelige dele. Søndagsskolelæreren, som også fungerer som kirkesanger, byder velkommen, og med en indgangsbøn indledes søndagsfejringen, som altid starter med et par salmer. Orgelpiberne er godt nok skiftet ud med en guitar, og kirkerummets rungende akustik fyldes med lyden af nogle lidt for gamle guitarstrenge og en flok brogede sangstemmer, der på hver deres måde lovsynger Gud på helt uforståeligt khmer i melodiske vendinger, som er fremmede for vores vestlige ører. Selvom vi kun sjældne gange, hvor salmerne er oversat til engelsk, forstår teksterne, så er lige netop salmesangen noget af det mest givende ved at deltage i gudstjenesten hernede! Der bliver sunget med entusiasme, og selvom vi ikke forstår ordene, så forstår vi, at det er den samme Gud vi synger til.

Ratigua, som også bor i kollegiet, styrer de mange powerpoints (hvor der ikke er sparet på effekter!).
Efter en række salmer fortsætter programmet med elementer, vi kender. Der bliver læst bibeltekster op og med prædiken, velsignelse og mere til, så ligner elementerne noget, vi kender derhjemmefra. Det er dog primært søndagsskolelæreren, der styrer slagets gang, og ikke præsten. Bibeltekster læses også op af forskellige fra menigheden, og på den måde bliver flere mennesker fælles om at skabe gudstjenesten. Sidst i gudstjenesten er der kollekt, men her får det en lidt mere fremtrædende rolle end derhjemme. Der bliver sendt en pose rundt til kirkegængerne, og heri samles der ind til, at menighedsrådet kan yde hjælp til udsatte i området som f.eks. støtte til landbrug, mikrolån til en fiskedam eller lignende.

En ting, der har sprunget os i øjnene ved dets fravær, er nadveren. Vi har endnu ikke oplevet en nadver her i kirken, og det synes vi egentlig er lidt ærgerligt. Spørger man præsten, så er det dog ikke fordi, man ikke holder nadver her i Abundant Life Church, men man gør det ikke så regulært - måske en gang eller to om måneden. Lige for tiden er der så travlt med byggeri og meget andet, og det er altså faldet på en måde, så vi ikke har ramt en nadver endnu. Vi regner altså med, at vi en af de kommende søndage kan komme til at fejre nadver her i kirken, for det er et fællesskab, som, vi tror, er vigtigt!

Prædikener med et lidt anderledes fokus

Nu er det med alle mulige forbehold at snakke om, hvad prædikenerne her i Abundant Life Church drejer sig om. Med skiftende prædikanter og bibeltekster er det svært at komme med en entydig beskrivelse af, hvilket budskab kirkerummet fyldes af om søndagen. Ikke desto mindre bliver det gennem prædikenerne klart, at vi befinder os i Cambodja og ikke i Danmark. Prædikenerne handler og om, hvordan vi skal leve som kristne, og selvom det måske ikke er så fjernt fra det, vi kender, så bliver fokusset lagt anderledes her. Præsten på stedet her snakker ofte om "changing the concept of the mind" - at ændre den måde vi tænker og handler på. Netop den forandring og tydeliggørelse af det at være kristne giver mening her, hvor de fleste i menigheden kan sætte dato på den dag, de konverterede fra buddhismen til kristendommen. Der bliver ikke lagt skjul på, at man må ændre sit liv - "change the concept" - hvis man vælger at følge Jesus. Ting som næstekærlighed, menighedens fællesskab og andre ting, som vi derhjemme ofte kalder for "tradition" eller "kultur" er her ofte nye begreber, som er direkte beslægtet med kristendommens indtog i den enkeltes liv.

Cambodjansk gudstjeneste?

Her var altså et lille indblik i, hvordan en cambodjansk gudstjeneste kan se ud. På mange måder ligner flere af elementerne i gudstjenesten dem derhjemme, og det er umiddelbart nemmere at føle sig hjemme i som kristen dansker, end vi måske havde troet i første omgang. Det har dog højst sandsynligt en hel del at gøre med den støtte, kirken har fået fra Danmark gennem flere år, for det er tydeligt, at den danske kirke har været en stor inspirationskilde for Abundant Life Church på flere måder. Det har vi det egentlig lidt blandet med, for havde det ikke været mest naturligt, at cambodjanerne havde fundet deres helt egen cambodjanske måde at gøre tingene på? Det er svært at svare på, men omvendt er det svært at forestille sig, hvordan cambodjanernes egen måde at føre kirke på egentlig ville have set ud, for de har ikke rigtig en kultur og en historie omkring kirken. Her er den lokale kirke ikke en 800 år gammel kampestensbygning med lige så gamle traditioner, men snarere en 10-20 år gammel husmenighed. Den cambodjanske kirketradition findes simpelthen ikke endnu - den er de ved at bygge op. De er først nu igang med at finde deres egen måde at gøre tingene på, og det er måske i virkeligheden det mest naturlige.




Kommentarer

Populære opslag