Farvel og tak!

Det er er sent om aftenen, og her i vores AirBnb-lejlighed, der er taget direkte ud af et Ikea-katalog, har vi udsigt over Phnom Penh og alt dens liv i aftendragt, mens vi sidder i et behageligt og køligt klima takket være en stabil air condition. På køkkenbordet står havregryn og instant-kaffe, og den "cambodian living", der har været overskrift for vores tilværelse i næsten tre måneder, er blevet svær at få øje på. Ikke desto mindre er det ikke længere siden end i mandags, at vores taxa for sidste gang rullede ud gennem porten i Abundant Life Church med en udsigt til en flok elever, en søndagsskolelærer og en præst, der vinkende stod ude foran den så velkendte kirkebygning, der blev mindre og mindre i vores synsfelt, indtil den til sidst blev skjult af træer og bygninger. Der gik en rum tid før klumperne i halsen blev sunket der i taxaen tidligt om morgen, og det er der en god grund til - god, fordi grunden er, at tiden i Preah Sdach har betydet noget!

En festlig afslutning

Glæden ved at have boet i Abundant Life Church kom dog også på udtryk på en mere munter måde, end den vemodige afsked ved taxaen, for aftenen før var præget af festlig stemning. Det var i uvished, vi søndag eftermiddag gik rundt og pakkede og gjorde klar til at forlade stedet, for selvom vi godt kunne fornemme, at alle eleverne og nogle kirkemedlemmer havde gang i at forberede et eller andet, så vidste vi ikke hvad. Uvisheden blev dog brudt til aftensmad, hvor alting var gjort lidt mere festligt. Der var indkøbt sodavand, det helt lange bord blev dækket, og menighedsrådet var til stede. Det var en særlig aften, og det stoppede ikke ved måltidet.

Det er disse mennesker, vi siger farvel til - men næppe glemmer!

Da den sidste klirren fra skeer mod porcelænsskåle holdt op, fortsatte festlighederne ovenpå, hvor alle stedets røde plastiksstole var stillet i en stor rundkreds. Efter en lille håndfuld lovsange på khmer gik der afskedsceremoni i den - dog i en behagelig og afslappet stemning. Lidt overvældende var det alligevel, da næsten alle eleverne på tur rejste sig i rundkredsen og hver især sagde tak for vores tid sammen i kirken. En af de ældste elever læste endda et længere brev op på engelsk, som de i fællesskab havde skrevet, og de kom med gaver, som de af egne lommer havde samlet ind til. Nu kan vi iklæde os splinternyt sportstøj og ure, der altid vil lede tankerne hen på vores elevflok i Preah Sdach! Også menighedsrådet havde en hilsen til os, og på nærmest lidt officiel vis fik vi overrakt flotte takkebreve i glas og ramme.

Takken gik dog ikke kun den ene vej, for der på den sidste aften var det mindst lige så meget os, der var fyldte af taknemmelighed. Vi er taknemmelige for vores tid i kirken og ikke mindst, hvordan vi er blevet mødt af alle de mennesker, vi har truffet. Kirkemedlemmerne har budt os indenfor i deres huse, hvor vi kom forbi, og de har været flinke over for os til hver en tid. Eleverne har været søde og givet os en meningsfuld hverdag med liv og glade dage, for netop glæde er, hvad eleverne har efterladt os med i hverdagene. Ikke mindst præsten og søndagsskolelæreren og deres behandling af os er også noget, der ikke kan andet end at efterlade os med taknemmelighed. De har været hovedansvarlige for, at vi kom til at føle os til rette i Abundant Life Church gennem deres hjælpsomhed, åbenhed og alle de andre ting, der gør at de to vil blive ved med at stå som forbilleder for os fremover! Det er nemlig sådan, det er, med vores volontørophold i Abundant Life Church. Det har givet os relationer, indtryk og erfaringer, som vi tager med hjem og aldrig glemmer!

Søndagsskolelæreren Sa Mean har på mange måder gjort stort indtryk på os! Hun er en sej kvinde, der brænder for at sætte andres behov først.

Præsten Sao Eam glemmer vi sent. Det er et privilegium at have lært at kende denne mand at kende. Han virker hver dag til at gøre en forskel for både elever og kirkemedlemmer, og han er blevet et stort forbillede for os!

På mange måder var det altså taknemmelighed, der fyldte luften den sidste aften under det højloftede rum øverst i den stadig næsten-færdige kirkebygning. Det var en afslutning, hvor der var grund til at glædes over det, der havde været og ikke mindst det, det kommer til at betyde fremover for os og forhåbentlig også for dem!

Mange gode minder

Det er med en masse i bagagen vi inden længe vender hjem til Danmark igen, og også vores sidste tid i Preah Sdach bød på en masse minder. Dem har vi sammenfattet i en lille video, så I kan få et lille glim af, hvad det er for nogle stunder, vi har sagt farvel til.

Slut med volontørarbejdet

Vores farvel til Abundant Life Church bliver samtidig vores farvel til tilværelsen som volontører i Cambodja. På lørdag forlader vi nemlig landet, men inden vi skifter det tropiske klima ud med dansk vinter, venter der os endnu et lille eventyr. Vi tager nemlig til Vietnam for at rejse gennem det lange og spændende land på to uger - det glæder vi os til! 

Her på falderebet vil vi også rette vores taknemmelighed hjemover til jer, for det har været en fornøjelse at vide, at I har læst med - tak for det! Det blev det sidste blogindlæg herfra, men vi håber meget at møde mange af jer i anden halvdel af vores volontørarbejde i foråret!

Kommentarer

Populære opslag