One big family

Præsten her på stedet har, lige siden vi kom, sagt, at vi lever som "one big family" her på kollegiet, og selvom en familie på 10-11 mennesker, som vi hidtil har været, godt kan kaldes stor, så har den sidste uges familieforøgelse gjort, at vi nu kan sætte streg under big. Nu tæller vi knap 30 familiemedlemmer! Skoleferien er forbi, og en masse nye elever er i disse dage ved at finde sig til rette i tilværelsen her, som er helt ny for de fleste - for os er den bare blevet lidt anderledes.

24 elever i skoleuniformer klar til første skoledag efter ferien!

En ny kollegietilværelse

I løbet af sidste uge rullede det lige så stille ind med motos. De var gerne lastet med en forælder eller to, en mindre taske med personlige ting, måske en lille sæk med ris og så ellers en mere eller minde nervøst udseende skoleelev, der skulle til at finde sig i en hverdag væk fra familen. De studerende her er nemlig mellem 11 og 18 år, og der er 25 af dem. Nogle af dem, siger præsten, lider lidt af hjemve, men de bor her, fordi de har for langt til skole, hvor de bor, og det gør det til et spørgsmål om prioritering af uddannelse. De kommer fra forskellige hjem og har noget forskelligt med i bagagen, men ikke desto mindre så skal de til at finde ud af at leve side om side med andre jævnaldrende og for os at se, må man sige, at de gør det godt!

Der er blevet mere tætpakket på værelserne, volleyballbanen virker hurtigt for lille, og køkkenet er blevet trangt. Ikke at det er problematisk, for det er det ikke! F.eks. får madlavningen selv den mest disciplinerede myreture til at ligne en flok amatører i samarbejde. For det meste styrer søndagsskolelæreren slagets gang i køkkenet, men er hun ikke til stede, så træder de større elever til, og madlavning til 30 mennesker bliver pludselig nemt i et samarbejde mellem nybegyndere og mere erfarne kokke. Vi har af præsten fået at vide, at vi gerne må assistere i køkkenet, når der er brug for det, men ofte må vi sætte os på sidelinjen, hvis eleverne da ikke lige har overskud til at vise os, hvordan vi skal skære alverdens fremmede grøntsager.

En dag var hierarkiet dog vendt på hovedet, for præsten havde spurgt, om vi ikke vil lave spaghetti til dem allesammen - noget, næsten ingen af dem havde smagt før. Vi tog på indkøb og improviserede os mere eller mindre frem til både spaghetti med rejer og klassikeren carbonara og med hjælp fra en flok velvillige elever (der bl.a. hjalp ved at pille et halvt kilo bittesmå rejer!) stod der pludselig spaghetti klar hele vejen ned ad langbordet. Modtagelsen var dog blandet, og langt de fleste elever spiste sig da også mætte i den ris, som søndagsskolelæreren meget forudseende havde kogt ved siden af. Vi vælger at frede vores evner i køkkenet og skyde skylden på den fremmede smag! Stemningen var dog høj, og som præsten sagde, så var det med til at udvide deres horisont. Den aften gik det op for mange af dem, at man ikke spiser ris tre gange om dagen overalt i verden!

Eleverne medbringer så vidt muligt selv ris. Hver elev skal bidrage med 10 skåle om ugen.

Der bliver gået til den i køkkenet, og de yngste lærer af de ældste - og det gør vi også...

Det er nemt at lave spaghetti til knap 30 mennesker med så massiv en hjælp!

Stemningen var høj, da vi serverede spaghetti. Vi har på fornemmelsen, det ikke var smagsoplevelsen, der fremkaldte den, men med højt humør og sodavand kommer man langt!

Ikke bare i køkkenet skal samarbejdet fungere. Den første uge har for eleverne budt på en masse møder og informationer om, hvordan man lever her på stedet. Vi har flere gange spurgt os selv om, hvad de mon kunne blive ved med at snakke om, men f.eks. kommer flere af eleverne fra hjem uden indlagt strøm, og så er der pludselig behov for at informere om ting som, at man ikke skal betjene stikkontakter med våde hænder og da slet ikke stikke ting ind i dem. Hvad der for mange er selvfølge, er det ikke for andre. Der er mange nye ting for eleverne, men på en eller anden måde lykkes det for præsten og søndagsskolelæreren at få hverdagen til at fungere.

Der er mange informationer for de nye elever, der samtidig skal lære at bo et helt nyt sted.

En travl hverdag...

... for nogle i hvert fald! Skoleferien er slut, og det betyder en tilbagevenden til elevernes gamle skoleskema, hvor de går i skole 4 timer om formiddagen og så igen 2-3 timer om eftermiddagen. Det har givet os en mindre skemaomlægning, så vi nu underviser i engelsk om aftenen. Med andre ord, så starter vores hverdag altså, når elevernes er ved at være forbi - dvs. den er først helt forbi, når de har haft lektielæsning efter vores undervisning, som slutter kl. 20. At de skulle have hentet inspirationen fra vores heldagsskole derhjemme er nok usandsynligt (hvorfor ville man også gøre det?), men ikke desto mindre, så har det givet os nogle ret stille for- og eftermiddage. 

Vi er blevet til aftenskolelærere.

Efter skole for tredje gang på én dag står den på lektielæsning.

Kedsomhed er dog ikke det første ord, der dukker frem, når vi skal beskrive vores tilværelse herude. Vi har tid til lange morgenandagter, gode snakke om alt fra tro til fremtidsplaner, hvilket fylder en del for to tyveårige, og så er der også plads til at læse bøger, spille fodbold med eleverne og til at hjælpe til med en opvask i ny og næ. På mange måder er der gået lidt retræte i vores volontørtilværelse, og det er faktisk noget, vi sætter pris på!

For os er der god tid til fordybelse - her i en grusom historie fra tiden under de røde khmerer, som nogle gange kræver en kop kaffe at skylle ned med.

Der er dog ikke gået mere retræte i den, end at vi i den kommende weekend skal nordpå sammen med de andre to Danmissionvolontører. Her skal vi op i området tæt på den omstridte skov Prey Lang, hvor Danmission har partnere, der arbejder med alt fra skovbeskyttelse til præsteuddannelse. Vi glæder os, og indtil da siger vi tak, fordi I læser med derhjemme!